Steffen Brandt

Forsanger og sangskriver i "verdens lykkeligste band" - TV-2.

TV-2 blev dannet i 1981 og fra begyndelsen var Steffen Brandt den centrale figur. På gruppens første albums virker han lidt tilbageholdende, og teksterne var kortfattede og registrerende, men efterhånden udviklede han det sprudlende og underfundige sprogbrug som TV-2 er blevet så kendt for.

Steffen Brandts speciale er tekster der på en kærlig måde afslører danskernes små mærkværdigheder. Sange som "Rigtige mænd", "Kom lad os brokke os", "Det er samfundets skyld", "Verdens lykkeligste mand" og "Nærmest lykkelig" er gået hen og blevet klassikere i dansk musik, og de er alle eksempler på Steffen Brandts underfundige stil.

På albummet "Rigtige mænd (gider ikke høre mere vrøvl)" (1985) var det særligt titelsangen, der slog an. Her var et humoristisk opgør med 70'ernes bløde følelser og lilla bleer: "Her er liv og her er glade dage - her blir stærke kvinder altid svage - ikke flere bløde meninger, forståelse og snak - ikke mere tid at spilde - Her er sex og her er smukke piger - her er kvinden - ned på alle fire - ikke mere vrøvl og ikke mere overflødig snak - ikke mere tid at spilde".

Sangen "Nærmest lykkelig" på albummet af samme navn (1988) udtrykker noget af den typiske Steffen Brandt'ske underfundighed. Ordene "Hva' nu hvis jeg ikke ved, præcis hva' jeg gør - hva' nu hvis du sir', det' helt i orden - er vi så ikke nærmest lykkelige vi to?" viser Steffen Brandts fokus på det nære, hverdagen. Her er ikke de store armbevægelser, men en åben og ærlig søgen efter mening.

"Det er samfundets skyld" fra albummet "Verdens lykkeligste mand" (1994) hudfletter den danske systemtænkning - det hele er de andres skyld - uanset hvilke problemer man har, så har danskerne en tendens til at skyde skylden over på andre, over på samfundet. "Det er samfundets skyld" var ét af de numre, som TV-2 spillede ved indvielsen af Nationalmuséets nye permanente udstilling "Danmarkshistorier". En indvielse hvor bl.a. dronning Margrethe og prins Henrik også deltog.

I forlængelse af temaet fra "Det er samfundets skyld" er sangen "Kom lad os brokke os" fra albummet "Kys bruden" (1996): "Kom lad os brokke os - det er nok det vi har det bedst med - La' bar' de andre slås - det' da synd for dem - men på den anden sid', det kommer sådan set ikke rigtig os ved - vi har rigeligt og se til med vor's eget liv - og det' stadig bedre og riv' end at bli' revet i - Ja vi har mer' end nok og gør med vores eget liv - og det' stadig bedre at flå end at bli' flået i - Kom lad os brokke os - det er nok det vi har det bedst med."

TV-2's albums er (næsten) alle blevet modtaget med begejstring og har opnået høje danske salgstal, og bandet har mange gange fået anerkendelse fra vidt forskellige dele af det danske samfund. Således modtog Steffen Brandt i 1996 Dan Túrell-prisen, P3-programmet Strax's lyttere kårede i 2002 TV-2's sang "Bag duggede ruder" som verdens bedste danske sang, og i 2003 modtog Steffen Brandt Modersmål-Selskabets sprogpris, Modersmål-Prisen.

Du kan evt. læse mere på TV-2's officielle hjemmeside www.tv-2.dk